Sorggruppe

Åben gruppe

Døden er en af de største overgange i livet. Ikke kun for dem, der dør, men i lige så høj grad for dem, der står tilbage. De fleste, der har oplevet dyb, dyb sorg vil nok medgive, at livet på mange måder måles i et før og efter. Den, vi var før sorgen, og den vi er efter. Uanset hvor forberedt vi er på at miste og ved, at det er en naturlig cyklus i livet, er det ikke muligt at forberede os på smerten. Sorg kan lægge selv de stærkeste sjæle ned. Fortvivlelse, fortrydelse, vrede, afmagt – alt de tilstande, vi normalt gør alt for at undgå at mærke, bølger ind over os. Selv om verden fortsætter i sit ufortrødne tempo er noget i os gået helt i stå.
Et tabuiseret område inden for sorg og tab er, at det også kan være en lettelse, at et menneske dør. Den følelse er lige så almindelig som ensomhed, tomhed, sorg og smerte, men den kan betyde, at man føler ens sorg er forkert, at man selv er forkert…

Med tiden kan komme smukke erkendelser, dybe værdier. At opleve døden tæt på giver ny viden, og en markant erkendelse af, at livet ikke er evigt for nogen af os. Det kan føre til nye dybe værdier at leve sit liv efter. Men det er en livsvisdom som er dyrt tilegnet. Den følges af en smerte og ofte også en dyb meningsløshed, ensom og håbløshed. Det er dybe smertetilstande af at være forladt, fortabt og uden hverken mening eller retning i livet: Hvorfor skulle hun eller han dø? Hvorfor skulle det ske for mig? Hvordan skal jeg nogensinde komme videre? Kommer jeg nogensinde til at føle mig som et helt menneske igen? Hvordan skal det her nogensinde kunne give mening? Den afgrundsdybe fortvivlelse kan få os til at tænke, at det ville være meget rarere også selv at dø, for det ikke at eksistere virker som et bedre alternativ end at mærke smerten ved, at den man elsker, er væk for altid.

Det praktiske

Vi mødes en gang om måneden. Her tænder vi i stilhed et lys for dem, vi gerne vil mindes. Bagefter skænker vi os en kop te eller kaffe og så deler vi. Deler sorger og glæder. Lytter til hinanden og mødes i lige præcis det rum, som mange mennesker ikke tør mødes i. Og det behøver ikke at være tale det hele. Det kan være vi har hørt et musikstykke, der har rørt noget i os. Det kan være vi har set et billede, som siger mere end ord, det kan være vi har brug for at blive holdt om. Det kan være vi har brug for at sidde og høre på de andre uden selv at sige noget. Det hele er ok, vigtigt er det bare, at du.

Hvorfor en sorggruppe?

Hvorfor en sorggruppe kan du tænke. Hvad skal det hjælpe? Det bringer jo ikke den, du har mistet tilbage og det fjerner ikke smerten. Det har du helt ret i. Vi kan ikke fjerne smerten fra dig – og det skal vi heller ikke. Men vi kan gøre noget ved ensomheden i den smerte. Mange oplever, at et stykke tid efter dødsfaldet begynder omverdenen at trække sig i forhold til at snakke om den, der er død. ”Livet går videre”, du må slippe det nu og hvad der ellers kan komme af sikkert ganske velmenende kommentarer. Men noget i dig er gået i stå. Det er du ikke den eneste, der oplever. Og det at mødes med andre som også føler sig ensomme, isolerede eller forkerte i deres sorg, kan gøre hele forskellen. Sorg er en naturlig del af livet, de fleste af os kommer til at opleve det før eller siden. Det afgørende er, at sorgen ikke bliver en dobbelt død. At du eller dele af dig ikke dør sammen med den døde.

Adressen

Trehøjevej 47A, Egholm,
4070 Kirke Hyllinge

Datoer

Første mandag i måneden
Første gang bliver mandag den 6. december

Tidspunkt

kl. 16.30-18.30

Forplejning

Te, kaffe og snack.

Pris

Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding

Tilmelding

kontakt@ceintra.dk

Kursusbetingelser

Klik her for at læse kursusbetingelserne

Andre siger

"Det at være i en gruppe og opleve andre sætte ord på nogle af de samme ting, jeg har udfordringer med, har været så befriende. Jeg har følt mig støttet, rummet, set, hørt og mærket, og jeg er blevet meget bevidst om, hvordan jeg kan regulere mit eget nervesystem."
Kvinde i 30’erne.